Vandmangel

2006-08-16T06:21:00.000-07:00

Vandmangel

Han var nødt til at holde øje med planteservicemanden, og derfor var Peters effektivitet ikke så høj den dag, hvilket bragte han ned på niveau med hans kolleger. Det var nødvendigt at have den grønklædte fyr i øjenkrogen, mens han vandede de industrielle prydplanter, som kontoret havde lejet. Han ville sikre sig, at han ikke skulle dræbe Peters kaktus, som han i dagens anledning havde trukket nærmere hans kontorstol, bort fra lysstrålen, som passerede hans skrivebord dagligt.

Den skulle ikke vandes endnu.

”Du virker lidt nervøs, Peter?” sagde Lis.

”Ja, undskyld,” svarede han og kastede et hurtigt blik nedover papiret, som hun havde lagt på hans skrivebord. ”Det er fint, men husk adressen skal stå øverst.”

”Jeg skal stadig vende mig til jeres måde at gøre tingene på.”

”Hør,” sagde Peter lavmælt. ”Jeg blive nødt til at gå ned og kopiere lidt. Kan du ikke lige kigge efter at fyren der ikke vander min kaktus?”

”Jo, det skal jeg nok. Hvorfor må den ikke vandes?”

”Den har ikke godt af det. Kaktus skal faktisk tørre ud, og den her er ikke tør endnu. Se..”

Peter åbnede en skuffe og tog en træpind frem, stak den ned ved siden af kaktussen, trak den op igen og fremviste den til Lis.

”Kan du se de små sandkorn, som hænger fast? Det betyder, at muldet stadigt er fugtigt.”

”Hvor tit skal den vandes, da?”

”I hvert fald ikke mere end et par gange om året. Ancistrocactus scheerii er meget taknemmelig hvad det angår, men til gengæld ikke glad for at blomstre.”

”Måske skulle jeg få mig et par stykker af dem i stedet for de planter jeg myrder med stor flid derhjemme” lo Lis. Hendes latter fik folk på kontoret til at vende sig mod Peters bord. Det var ikke en lyd der plejede at komme derfra.

”Tja, det er som regel kun overvanding, der kan få kaktus til at dø, og så næringsmangel, men det er også småting de skal have at spise, selvom det er lidt speciel kost.”

”Du har bare tjek på det dér med de kaktusser, hva’? Er det en hobby?”

”Jeg har adskillige derhjemme. Jeg kan godt li’ dem, de er ikke så krævende. Nå, men jeg skal have nogle kopier…”

”Jeg holder øje med ham gartneren, smut bare.”

”Tak.”

På vej hjem, I kælderen:

”Peter, hej, vent!”

”Lis,” sagde Peter, og steg af cyklen.

”Jeg tænkte, de der kaktusser…”

”Ja?”

”Kan man få en aflægger, eller noget?”

”Tja, hvis du er interesseret, så kan vi nok finde ud af noget. En ’aflægger’ bliver det nok ikke, men jeg har nogle stykker i potte, som jeg nok kunne undvære.”

”Fedt. Hvad øh, hvordan ordner vi det?”

Peter overvejede det et øjeblik. ”Det er nok bedst, at du selv vælger en.”

”Du mener, hjemme hos dig? Hvor bor du?”

”I Planetkvarteret, på Plutovej.”

”Seriøst? Det er 10 minutter til fods fra mig. Har du tid i aften?”

”Jae, det har jeg vel. Jeg bor i nummer 110, stuen midtfor.”

”Klokken 9?”

”Det siger vi så. 110, stuen? Vi ses, ik’?”

”Vi ses.”

Klokken var præcis 9 da dørklokken lød og Lis blev inviteret ind og adspurgt om hun ville have en kop kaffe. Det ville hun gerne.

”Wow” var hendes kommentar, da hun så lejlighedens stue med de nedrullede mørkegardiner og de røde UV-lys. Hver overflade havde en plante stående på sig. Der var store og små vækster overalt.

”Det er ellers noget af en pornobelysning du har gang i hér!”

”Det er for planternes skyld. Her om vinteren får de ikke lys nok. Breddegraderne er fjendtlige mod mine kaktus.”

”Du har ellers en del. Og så mange forskellige! Det er vildt flot med så mange samlet på ét sted. Det er næsten en jungle.”

”Njae, en jungle er nok mere våd.”

”Du ved hvad jeg mener,” sagde Lis og daskede venligt til Peter.

”Heh, prøv at gå ud på altanen, så henter jeg kaffen.”

Peter lod hende forbløffes alene derude, og kom ud med kaffen.

”Det er simpelthen utroligt! Hvor har du fået alle de planter fra?”

”Forskellige steder. Internettet, specialbutikker, ét år er specielle kaktus modeplanter, og så kan jeg få dem i supermarkedet. Folk kræver hele tiden nye, ’sjove’ planter. Så kommer de hjem til dem, blive pint og plaget og sultet og overvandet i et år og bliver gule og brune. Så mister folk interessen og smider dem ud.”

”Ja, det kender jeg godt fra mig selv. Hvad er den langhårede der?”

” Cephalocereus senilis, en “Gammelmandskaktus. En sjov fætter. De hvide hår beskytter den mod solen, men jeg er nødt til at stille den herud så den kan få sol nok til at danne dem. Den kæver en del gødning.”

”Den store der er nok den eneste plante, der ikke er en kaktus..”

” Pereskia aculeata, eller ’Barbados-stikkelsbær’, det er faktisk også en kaktus.”

”Jamen, den har da blade?”

”Det gør den interessant. Den er faktisk en ’oprindelig’ kaktus. Sådan så de ud før de begyndte at tilpasse sig mere tørre egne. Kaktus droppede bladene, fordi de er for udsatte for solen. Færre blade er lig mindre vandtab. Og… Men jeg keder dig vist.”

”Nej nej, det er altid spændende at høre om noget fra en person, der er interesseret!” smilte hun. ”Hvad skal de ha’ af gødning?”

”Det er lidt forskelligt. Personligt foretrækker jeg benmel og en smule NPK”

”Benmel? Af knogler? Hvor får man det fra?”

”Ja, der skal man nok kende en slagter, men det kan også klares uden, selv om det er min favorit.”

Peter gik tilbage til stuen og fandt et par små kaktus frem fra en hylde, og satte dem på sofabordet.

”Prøv at se disse. Jeg tænkte, at de måske var gode at give dig.”

Lis satte sig ned i lænestolen.

”De er ikke så store. Hvorfor har du dem i de her skåle?”

”Deres rodnet er bredt, men ikke dybt.”

”Sig mig, hvorfor kaktusser?”, spurgte Lis. ”Jeg mener, det kunne have været frimærker eller mønter, eller modelfly? Hvorfor begyndte du at samle på kaktusser?”

”Jeg kan godt li’ dem. De minder mig om mig selv, tror jeg. De kan klare sig selv, tåler det meste i lang tid.”

”De er smukke…”

”Ja, men de kan også være farlige. Der er fugle, der tiltrækkes af de saftige blomster, men som bliver spiddet på tornene. De giver næring til kaktussen de falder ned fra. Vil du have mere kaffe,” spurgte han og pegede på Lis’ tomme krus.

”Tak, det ville være rart.”

Peter tog kruset og gik ud i køkkenet.

”Så du bor hér alene?” spurgte Lis derinde fra.

”Ja, såmænd. Hvad med dig?”

”Jeg er også single, nok lidt af en eneboer for tiden.”

”Såe, hvorfor?” spurgte Peter.

”Jeg ved ikke, uheld, måske? Min sidste kæreste forsvandt da min mor døde. Jeg tog det nok lidt for hårdt til ham. Mænd kan ikke klare følelser, undskyld hvis jeg skærer jer alle over én kam.”

”Så du er helt alene?”

”Ja, min far døde, da jeg var 14. Jeg har ikke haft nemt ved at få venner, så jeg bruger meget tid alene. Det er ok… Nej, faktisk er det ikke ok, men jeg overlever. Hvad med dig?”

”Jeg kan godt lide at være alene. Det giver mig en god portion frihed til at gøre hvad jeg vil. Tror du at en kæreste ville synes om alt det hér?” smilte Peter og slog ud med den ledige arm, da han kom tilbage i stuen med kaffen?

”Ha, det ville nu ikke være noget problem for mig.”

De snakkede en tid. Lis lyttede interesseret, eller i hvert fald tålmodigt til Peter, der forklarede om sukkulenter kontra kaktus, om jordbundsforhold i Mexico og om forskellige metoder til at pode kaktus.

Klokken blev hen ad 10.

”Nej, er klokken så mange?” sagde Lis da hun fik set på sit ur.

”Du må hellere til at vælge en plante du vil have med hjem. Vi skal jo begge arbejde i morgen.”

”Ja, selvfølgeligt. En af de to hér?”

”Eller en anden nem en, vent et øjeblik”, sagde Peter og rejste sig, gik hen til en kasse i hjørnet.

”Det skal bare være noget, jeg ikke kan slå ihjel.”

”Bare roligt, det kommer du ikke til”. Han fandt en smuk blomstrende astrophytum ornatum og en priklepind. Han satte kaktussen foran hende på bordet. ”Se denne hér, den er nem og blomstrer meget.”

”Ej, den er flot! Kan jeg få den?”

”Ja da, den er tilmed nem, og så dufter den godt.”

”Gør den?” Lis bøjede sig ned for at dufte. ”Hmm. Jeg kan nu ikke dufte noget…”

En priklepind er et redskab, der gør det nemmere at så planter. Det er som regel en træ- eller metalpind med et tværlagt håndtag med en spids i den anden ende.

Den spids havde Peter hævet over Lis’ hoved da hun bøjede sig ned, og nu førte han den med hård kraft ned i hendes baghoved, gennem hendes kranie og ind i hendes hjerne.

Lis spjættede lidt i et stykke tid, men hun var allerede død, og Peter kunne holde hendes hoved tilbage i lænestolen ved priklepindens håndtag indtil spasmerne var overstået. Det tog ikke lang tid, det vidste Peter, og der var ikke meget blod, ikke før han trak pinden ud.

Så bar han hendes krop ud på badeværelset, fjernede pinden og gik tilbage til stuen, drak det sidste kaffe og hentede redskaberne.

Efter parteringen var der kun tilbage at smide stykkerne i poser og ned til de andre i kummefryseren i kammeret. Der var snart ikke plads mere; måske skulle han få sig en ny fryser, men det gik nok i et stykke tid endnu.

Så var der kun tilbage at spule badeværelset og samle tøjet sammen og smide det i havnen med en sten i nat. Han kunne også lige nå at koge knoglerne af en pose eller to. Det var trods alt hurtigere når det hele ikke var frossent.

Næste dag overraskede Peter kollegerne ved at komme fløjtende ind på kontorgangen, noget han kun gjorde et par gange om året.

”Nå, vi er nok i godt humør?”

”Jeg tror det bliver en god dag,” sagde han og satte sig ved sit skrivebord. Han tog en lille pose frem og dryssede nænsomt et hvidt pulver over muldet i hans kaktuspotte. ”Jeg tror, min scheerii skal vandes i dag. Det ser ud til, at den kunne finde på at blomstre.”

Welcome

2006-08-16T06:14:00.000-07:00

Sit down and make yourself comfy, while I tell you a story...

This will be the page I post my most recent stories to. If you have comments, or spotted the odd mistake (oh yes, they will be there) then post them. Be as vicious as you like.

Oh, and don't reuse them anywhere with out my permission, that's just rude. But otherwise, enjoy.

Latest Tales of Mr. Nielsen

Vandmangel

Vandmangel

Welcome